NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Skab fælles retning med strategisk kompetenceudvikling

Strategisk kompetenceudvikling er et af de emner, der endnu engang kommer i fokus, når Socialstyrelsens kursustilbud til socialpsykiatrien fortsætter i det nye år. På det sociale voksenområde i Kalundborg Kommune blev kurset Ledelse af strategisk kompetenceudvikling startskuddet til arbejdet med en strategi for kompetenceudvikling, som skal understøtte sammenhængen i organisationen og implementeringen af den recovery-orienterede tilgang.

Da Randi Brodin, der er centerchef for Det sociale Voksenområde Center 2 i Kalundborg Kommune, overtog området i 2020, var en af de første ting hun gjorde at fastlægge en strategisk retning med udgangspunkt i recovery-orienteret rehabilitering. 

– Den recovery-orienterede tilgang, som nu er vores fælles tilgang, hjælper os til at samle organisationen, så vi så at sige ’går i samme t-shirt’. Det betyder, at selvom der er forskel på praksis i vores meget forskellige afdelinger, er der ikke forskel på vores tilgang, siger Randi Brodin og fortsætter:

–  En fælles tilgang gør det også lettere for os at bruge vores medarbejdere på tværs. Det betyder igen, at vi kan tilbyde medarbejderne en vis fleksibilitet i forhold til opgaverne. Det er også noget, vi har haft fokus på i forhold til rekruttering og fastholdelse, hvor det er mit indtryk, at især de unge efterspørger fleksibilitet i tid og rum.

Startskuddet til en strategi for kompetenceudvikling

Da den recovery-orienterede tilgang skulle implementeres, fandt Randi Brodin ud af, at der også var behov for at arbejde strategisk med organisationens kompetenceudvikling. Derfor meldte hun sig på kurset Ledelse af strategisk kompetenceudvikling, som er en del af Socialstyrelsens kursustilbud til socialpsykiatrien. Det blev startskuddet til arbejdet med en decideret strategi for kompetenceudvikling.

–  Som ny chef har jeg været meget bevidst om, at jeg ikke vil være sådan en chef, der bare smider bolde ud, som ledere og medarbejderne så må gribe, som de bedst kan. En organisation har godt af en fælles retning, og nu laver vi også en for kompetenceudvikling, så vi sikrer, at kompetenceudviklingen støtter op om vores arbejde med recovery-orienteret rehabilitering, siger Randi Brodin. Derfor har hun nu inddraget MED og nedsat en arbejdsgruppe, der på tværs af organisationen arbejder med at skitsere den nye strategi. 

–   På kurset fik jeg et tydeligt billede af værdien ved at have en strategi for kompetenceudvikling, som rækker ud over en politik på området. Socialområdet har til tider været præget af megen varm luft og mange gode idéer, der ikke bliver udmøntet, og det påvirker medarbejdernes holdning til forandring. Så udover at sætte rammerne for, hvordan vi f.eks. søger kompetenceudvikling, hvilke kurser vi vælger, og hvornår kompetenceudvikling skal udløse mere i løn, så skal den nye strategi være med til at sætte handling bag ordene om recovery-orienteret rehabilitering, for der er masser af handling i at arbejde med en strategi.

Kursus: Ledelse af strategisk kompetenceudvikling

Der udbydes nye kurser i 2022!
Ved at gribe jeres kompetenceudvikling strategisk an, sikrer du, at de ressourcer, I bruger på kompetenceudvikling, reelt styrker jeres faglighed og kvalitet i samarbe

Se detaljer
Gem som favorit
Dato
  • 28.02 - 28.03.2022
  • 19.04 - 17.05.2022
  • 05.09 - 03.10.2022
  • 02.11 - 07.12.2022
Lokation Aarhus, Herlev, Online, Odense

Kontakt

Vil du vide mere om kurset eller Socialstyrelsens kursustilbud til socialpsykiatrien, er du altid velkommen til at kontakte os.