Et fire-årigt samarbejde mellem danske og ukrainske kommuner skal hjælpe til at opbygge kapacitet og levere bedre service til ukrainske borgere. Fokus i partnerskaberne er bl.a. rehabilitering, ungeinddragelse, –demokrati, infrastruktur og byplanlægning.
Udgivet den 10-01-2024

Aalborg, Aarhus, Odense, Ikast-Brande og Københavns Kommuner skal de næste fire år bistå med viden, ressourcer og kompetencer, der skal hjælpe ukrainske kommuner med at opbygge kapacitet, udvikle det lokale folkestyre og levere bedre service til deres borgere. Det sker som led i et kommunalt twinning-program finansieret af Udenrigsministeriets Ukrainefond.

Twinning-programmet, der udspringer af det særlige samarbejde mellem Danmark og Mykolaiv i Ukraine, skal bidrage til genopbygning og til et styrket lokalt samarbejde mellem myndighed og borgere. Ambitionen er, at danske kommuner kan bidrage med viden, nye tilgange og metoder inden for kommunal service, og dermed inspirere de ukrainske kommuner i deres virke.  

Projekterne i samarbejdet er identificeret og defineret i fællesskab med udgangspunkt i de ukrainske kommunernes behov og de danske kommuners kompetencer. I et forberedende projekt er der allerede indgået indledende samarbejder mellem Aalborg og Mykolaiv, mellem Aarhus og Lviv, mellem København og Kyiv, mellem Odense og Kyiv og Mykolaiv og mellem Ikast-Brande og Voznesensk i Mykolaiv region. Samarbejderne fortsætter i programmet og har bl.a. fokus på:

  • Genoptræning/rehabilitering
  • Veteranindsatser og svagtseende
  • Vandforsyning og spildevandshåndtering
  • Ungeinddragelse og ungedemokrati
  • Offentlig administration og interessevaretagelse
  • Erhvervsfremme og byudvikling
  • Infrastruktur og byplanlægning
  • Klimatilpasning
  • Affaldshåndtering.

På lidt længere sigt vil det blive undersøgt, om programmet kan udvides med nye samarbejder og nye kommuner, der vil medvirke aktivt.

Mere end en venskabsby

Med twinning-samarbejdet forpligter både danske og ukrainske kommuner sig til at investere tid og ressourcer i arbejdet med at opbygge kapacitet.

- Der er tale om et større og mere formaliseret samarbejde end det, mange kommuner kender fra samarbejde med venskabsbyer. Metoderne til at skabe kapacitetsopbygning vil bl.a. være peer-træning, rådgivning og vejledning, studieture og fælles workshops og konferencer. Det kræver både tid og ressourcer fra de involverede kommuner, og det har de forpligtet sig på at bidrage med, siger programleder Marie Elisabeth Andersen fra Komponent.

Det er Komponent, kommunernes fælles udviklingscenter, der administrerer programmet på vegne af Udenrigsministeriet. Som programleder skal Komponent hjælpe kommunerne til at lykkes, bl.a. gennem facilitering og udveksling af erfaringer og læring på tværs af udviklingsprojekterne i programmet. Programmets styregruppe består af kommunaldirektører fra de medvirkende danske kommuner samt Komponent og Udenrigsministeriet.

Lokalt selvstyre var også en ambition før invasionen

Ukraine har i 2015-2020 gennemført reformer, som har samlet 11.215 mindre byer og landsbyer i 1.469 kommuner (såkaldte hromadas) med udvidede ansvarsområder, lokalt folkestyre og egen økonomi. Den lokale udvikling blev dog til en vis grad bremset, da Rusland i 2022 invaderede Ukraine og nødvendiggjorde et økonomisk og ressourcemæssigt fokusskifte mod beskyttelse af civile, nødhjælp og genopbygning af bygninger og infrastruktur.

Twinning-projektet skal bl.a. understøtte, at de ukrainske kommuner opbygger kapacitet, som gør dem i stand til at realisere decentraliseringsreformernes ambitioner om øget lokal autonomi og selvstyre.

Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Er du blevet nysgerrig på, hvordan Komponent kan hjælpe dig, eller vil du have mere information? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

MAEA
Chefkonsulent
Marie Elisabeth Andersen
JAHE
Vicedirektør
Jan Henriksen