Lær at anvende ICM i forbindelse med Housing First indsatser på dette to-dagskursus. ICM er blandt de anerkendte Housing First metoder, som skal kunne dokumenteres, hvis man er et Housing First-tilbud.

ICM-metoden er sammen med CTI (se også kursus heri) en af de mest udbredte metoder inden for Housing First-tilgangen. Det er en intensiv og fleksibel støttemetode baseret på recovery-orientering og en empowerment-fokuseret tilgang. Metoden er evidensbaseret og afprøvet i kontrolforsøg i flere lande omring os.

Konklusionen er klar: borgere der befinder sig i hjemløshed eller er i risiko herfor, har markant større chance for at få en bolig og fastholde denne, hvis de tilbydes en ICM-indsats. Denne faktor er med til at understrege relevansen netop i disse år, hvor der ændres i lovgivning og regler på området, bl.a. i forhold til mindre refusion til kommunen ved benyttelse af forsorgshjem.

Netop fordi ICM er en evidensbaseret metode, stiller det krav til ICM-medarbejderens kompetencer og indgående kendskab til metodens kerneelementer (de virksomme elementer).

Vi tilbyder dette kursus i ICM til dig, der har behov for at blive indført grundigt i metodens rammer og kernelementer. Efter du har deltaget på kurset, vil du have indgående forståelse for, hvad det kræver at praktisere ICM-metoden, du vil kunne gå i gang i praksis, og du vil bl.a. have opnået viden om:

  • ICM’s forankring i Housing First-tilgangens principper og værdigrundlag
  • ICM-målgruppen (i forhold til fx CTI)
  • Recovery-orienteret og empowerment-fokuseret tilgang
  • ICM-metodens kerneelementer og fokusområder
  • ICM-medarbejderens roller og fokus
  • Netværksbaseret tilgang og netværksskabende redskaber
  • Indføring i manualbaseret og evidensbaseret praksis, med blik for individuelle og kontekstuelle hensyn

Indhold

Gennem en grundig indføring i ICM metodens grundlag vil vi arbejde med, hvordan ICM kan omsættes i jeres praksis og indsats. Vi udfolder metodens værdigrundlag og tilgang, afprøver og forholder os til ressourcefokuseret praksis samt afprøvelse af netværksbaserede redskaber. Alt sammen for at sikre deltagernes mulighed for at overføre ny viden til egen praksis i samarbejde med borgerne.

På kurset veksles der mellem oplæg, individuel refleksion, gruppe- og plenumdrøftelser samt praksisøvelser.

Underviser

Eva Maria Darre er faglig chef i Trancit, hvor hun til dagligt beskæftiger sig med socialfaglig kvalitetssikring, udvikling og kompetenceløft af udsatte- og socialområdet. Hun er uddannet socialrådgiver og kandidat i pædagogisk sociologi, og trækker på erfaring som henholdsvis rådgiver, konsulent og underviser indenfor området, hvor hun bl.a. beskæftiger sig indgående med Housing First-tilgangen samt rammemetoderne CTI og ICM.

Iben Nielsen er udviklingskonsulent og projektleder i Trancit, hvor hun til dagligt beskæftiger sig med udvikling af hjemløseprojekter ud fra Housing First-tilgangen og rammemetoderne CTI, ICM og ACT. Iben er uddannet socialformidler og trækker på mere end 25 års kommunal erfaring indenfor familie-, udsatte- og beskæftigelsesområdet. Iben har udarbejdet og implementeret flere sociale projekter, hvor hun ud fra en recovery-orienteret tilgang har afsøgt mulighederne for rette støtte samt inklusion af udsatte ledige.

Varighed: 2 dage
Er du i målgruppen?

Kurset er tiltænkt kommunale organisationer og leverandører inden for det sociale område. Det kan være bostøtter, myndighedsrådgivere eller ledere, der har behov for at tilegne sig viden om metoden og skal benytte sig af den. Kurset afholdes over to dage. Der er ligesom de fleste andre Komponent-kurser mulighed for at hjemkøbe det og for at tilbyde skræddersyede løsninger efter jeres konkrete behov.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

Sarah Reintoft Henriksen
Koordinator | På barsel
Sarah Reintoft Henriksen
BRB
Chefkonsulent
Bjarne Richter Bjelke