COVID 19
Sådan afholder COK kurser, uddannelser og konferencer
Se retningslinjer og forholdsregler her

Få gennemslagskraft som kommunikatør i kommunens digitale transformation

Hvordan griber du den digitale udfordring? Med god kommunikation, mener Thomas Tim Jensen. Han er specialkonsulent i KL og underviser på et kursus, hvor du lærer at slå igennem som kommunikatør i kommunens digitale transformation. Her er tre temaer særligt relevante.

Kommunerne digitaliseres på kryds og tværs i disse år. Det går stærkere end nogensinde før. Arbejdsgange gøres mere og mere digitale, kontakten til borgere og virksomheder sker på internettet og på mail, og i fagforvaltningerne møder borgerne digitaliseringen i helt nye sammenhænge i form af nye læringsplatforme, smart byinventar, intelligent infrastruktur, kobling af data og meget mere.

Digitaliseringen er ikke-fysisk. Den er informationsbåret, og der skal lægges et helt nyt informationslag ind i og hen over den fysiske verden, som vi kender. Digitaliseringen er i helt grundlæggende forstand en kommunikativ transformation, som er bundet op på en tilhørende teknisk transformation. Det kalder på gode kommunikatører.

COK og KL udbyder nu et kursus, hvor du trænes i at imødegå de udfordringer, som digital transformation skaber. Du lærer at se din egen afdeling eller kommunes kommunikation i relation til den digitale tranformation og får helt konkrete metoder til at rådgive og skabe kommunikation, der understøtter processen. 

Kurset er for dig, der som leder, medarbejder eller konsulent er involveret i digitaliseringsprocesser og digital transformation i kommunerne – uanset forvaltningsområde. 

Tre veje til at gribe den digitale udfordring

Hvad får du med hjem, når du deltager på kurset få gennemslagskraft som kommunikatør i kommunens digitale transformation? Underviser Thomas Tim Jensen udpeger tre temaer, som er særligt relevante – de handler alle om, hvordan du kan skabe sammenhæng mellem din kommunikation og kommunens digitale omstilling:

1. Forstå digitaliseringen! 

Digitaliseringen bliver defineret på utallige måder, men mangfoldigheden rummer stærke gennemgående træk, som vi kan tage afsæt i. Fælleskommunalt har vi den såkaldte rammearkitektur, som vi kigger nærmere på undervejs i kurset.

2. Kend dig selv som kommunikatør

Rollen som kommunikatør har både en håndværksmæssig og en personlig side. Gennemslagskraft kræver et sikkert afsæt i begge dele. Din gennemslagskraft fra andre fagområder kan du genbruge som kommunikatør. Vi undersøger hvordan.

3. Tænk fremad

Udviklingen sker med lynets hast. Man kan med god ret føle sig evigt på bagkant. Kom foran ved at være medskabende på udviklingen. Som kommunikatør kan du udvikle dine egne værktøjer, så du får et fast greb om udviklingen. Vi øver hvordan.

Om underviseren

Thomas Tim Jensen er specialkonsulent i KL og er som kommunikationsekspert tilknyttet programmet ”Sammenhæng og genbrug med rammearkitekturen”. Her har han ansvar for at udbrede og forankre it-arkitekturprincipperne for digitaliseringen af kommunerne. Han har tidligere arbejdet som konsulent og underviser på webbureau og som senior kommunikationskonsulent  i den finansielle og kommunale sektor.