Udviklingsforløb i Næstved understøtter ny aktiverings- og styringsstrategi

Medarbejderne fra Center for Arbejdsmarked i Næstved Kommune deltager her i efteråret i forløbet ”Kompetenceudvikling i CAM”, som bliver varetaget af COK. Forløbet bygger på en forudgående analyse, der har kortlagt sammenhængen mellem implementering af ny strategi og medarbejdernes kompetencebehov.

”Vi er pt. i fuld gang med at implementere en ny aktiverings- og styringsstrategi. Dette gøres ikke uden, at vi også har fokus på at have de rette kompetencer hos vores medarbejdere, så vi hele tiden har de kompetencer, der er behov for, for at vi lykkes med vores indsatser og med samarbejdet med den enkelte borger,” forklarer Torben Bahn Petersen, der er arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune, om baggrunden for, at Næstved Kommune har sat forløbet i gang.

Understøtter strategi

Sammen med COK har Center for Arbejdsmarked sammensat indholdet til uddannelsesforløbet. Intentionen er, at de kompetencer, medarbejderne tilegner sig under forløbet, netop er de kompetencer, der er behov for i forhold til den aktiverings- og styringsstrategi, centeret er i gang med at implementere.

”Forløbets formål er at udvikle kompetencer hos medarbejderne, der støtter op om og udvikler de opgaver, som de forskellige medarbejdergrupper løser. Medarbejdernes nye egenskaber kommer umiddelbart i brug under og efter forløbet, og dermed vil læringen have god mulighed for at blive fastholdt i organisationen,” siger Torben Bahn Petersen.

Morten Thorving, der er jobkonsulent i Center for Arbejdsmarked, bekræfter, hvordan  forløbets indhold er med til at understøtte aktiveringsstrategien over for borgerne.

”Da vi er så mange på det samme kursus, bliver det lettere at få implementeret den nye viden i organisationen, end hvis det kun havde været en eller to medarbejdere, der havde deltaget i forløbet. Det er godt at have fået ny fælles viden, og det er godt, at vi som kollegaer kan holde hinanden op på det, vi har lært. Forløbet er meget praksisnært, og derfor tror jeg, det vil få en stor betydning for den måde, vi arbejder med borgerne på, og på den måde vi samarbejder på,” fortæller Morten Thorving, der har været ansat seks år i Næstved Kommune.

Inddrag medarbejderne og kursusudbyder

Ifølge Torben Bahn Petersen er inddragelse af medarbejderne og kursusudbyderen en forudsætning, hvis man ønsker, at et kompetenceforløb skal understøtte implementeringen af en strategi.

”I forarbejdet er det vigtigt at inddrage medarbejderne og dermed sikre sig tilslutning til forløbet. Vi valgte at få lavet en forudgående analyse af uddannelses- og kompetencebehovet blandt medarbejderne. Det forarbejde mener jeg har været en god investering, sådan at vi laver kompetenceudvikling på et grundlag af viden om reelle kompetencebehov.

Det blev afsættet for en god dialog med uddannelsesudbyderen COK i forhold til, hvordan vi sammensætter og afvikler forløbene,” forklarer arbejdsmarkedschefen fra Næstved Kommune.

Læs også: Næstved sætter alle sejl til på efteruddannelse