Målgruppe

Modulet er for alle skoleledere, pædagogiske afdelingsledere og ledere af skolefritidsordninger uanset erfaring samt pædagogiske konsulenter med ledelseslignende opgaver.

Gem som favorit

Skoleledelse (5 ECTS)

Få ny viden og kompetencer, så du kan lede folkeskolens økonomi og udvikling med udgangspunkt i de juridiske og forvaltningsmæssige rammer for skolens virke.

Som skoleleder er du ansvarlig for en større kommunal virksomhed, som både i politisk, administrativ og institutionel sammenhæng er meget kompleks. Det forventes, at du har styr på de formelle love, aftaler og bestemmelser, så du kan træffe korrekte beslutninger og prioriteringer om skolens udvikling. En undersøgelse fra COK viser, at manglende indsigt i de forvaltningsmæssige regler og principper udfordrer skolelederne, og at de efterspørger mere viden om det formelle grundlag for skolens virke.

På modulet styrker du også dine kompetencer til at lede skolens økonomi, udvikling og samarbejdet med eksterne aktører. Vi tager afsæt i de juridiske og forvaltningsmæssige rammer for skolens virke, og du får teoretisk og praktisk viden, som gør dig i stand til at udøve kompetent ledelse inden for de klassiske forvaltningsretlige regler og principper. Du lærer også at forstå og lede i snitfladerne mellem folkeskolens formål og servicelovens krav om en sammenhængende børne- og ungepolitik.

Derudover opnår du forståelse for de tværgående juridiske og styringsmæssige rammebetingelser og din egen styringspraksis og udviklingszoner i feltet mellem skoleledelse, forvaltning, kommunalbestyrelse og skolebestyrelse.

Og endelig styrkes du i rollen som arbejdsgiver inden for de arbejdsretlige rammer. Du lærer at forstå det personalejuridiske grundlag for f.eks. ansættelser, sygesamtaler, vanskelige samtaler og afskedigelser, og du får indblik i, hvordan formelle samarbejdsfora som f.eks. TR og MED kan bidrage til at legitimere og skabe opbakning om dine beslutninger.

På modulet opnår du bl.a. kompetencer til:

  • At lede skolens økonomi, udvikling og samarbejdet med eksterne aktører
  • At forstå og handle med udgangspunkt i de juridiske og forvaltningsmæssige rammer for skolens virke
  • At forstå og lede i snitfladen mellem folkeskolens formål og servicelovens krav om en sammenhængende børne- og ungepolitik
  • At styre og lede det tværgående samarbejde mellem skoleledelse, forvaltning, kommunalbestyrelse og skolebestyrelse
  • At håndtere rollen som arbejdsgiver og samarbejde med formelle samarbejdsfora for at sikre opbakning til dine beslutninger.
Indhold

I løbet af modulets fire undervisningsdage arbejder du med fem hovedtemaer:

1. Skole og skoleledelse i en politisk, administrativ og institutionel kontekst
Vi sætter fokus på skoleledelse med udgangspunkt i de styringsmæssige rammer defineret af Folketinget, kommunalbestyrelse, skolebestyrelse og forvaltningen. Du arbejder bl.a. med at identificere og udvikle ledelsesopgaven med udgangspunkt i styret selvstyring i en vertikalt styret politisk og administrativ organisation.

2. Skolen i tværorganisatorisk kontekst – mellem styring og speciallove
Vi sætter fokus på snitflader i speciallove, serviceydelser og politiske værdimarkører. Folkeskolens formål definerer en serviceydelse, og serviceloven stiller krav om en sammenhængende børne- og ungepolitik. Vi sætter disse krav i relation til hinanden og til andre tværgående speciallove, og du lærer hvilke betingelser, de stiller til ledelse i et tværprofessionelt og tværorganisatorisk perspektiv. Fokus er bl.a. på at udvikle dine kompetencer til at løse tværgående problemstillinger under inddragelse af relevante retskilder.

3. Jura og forvaltning i folkeskolen
Du får en praksisorienteret indføring i den offentlige rets funktionsmåde, så du opnår viden om og færdigheder til at udvirke kompetent ledelse inden for de klassiske forvaltningsretlige regler og principper.

4. Personalejuridiske temaer i skoleledelsesarbejdet
Vi sætter fokus på din rolle som personaleleder og på de arbejdsretlige rammer, du skal agere under. Ledelsesretten er en grundsætning, som definerer retten til at lede og fordele samt en række andre formelle beføjelser, der knytter sig til arbejdsgiverrollen. Du får indblik i det personalejuridiske grundlag og arbejder bl.a. med, hvordan formelle samarbejdsfora kan understøtte, legitimere og skabe opbakning til dine beslutninger.

5. Økonomi og styring i folkeskolen
Vi sætter fokus på økonomistyring som en væsentlig forudsætning for, at du kan vælge, begrunde og formidle løsninger, der understøtter myndighedsopgaver og serviceydelser i et tværprofessionelt og tværorganisatorisk samspil. Du lærer bl.a. at skabe og dokumentere effekten af indsatser for velfærd og udvikle styringsformer, der udvider ledelsesrummet i samspillet mellem skoleledelsens, forvaltningens, skolebestyrelsens og kommunalbestyrelsens respektive ansvarsområder.

Tilrettelæggelse

Forløbet består af fire undervisningsdage, skriveværksteds- og vejledningsdag, opgaveskrivning og mundtlig eksamen med afsæt i opgaven

Pensum

Pensum udgøres af grundbøger (helt eller delvist) samt artikler, og udgør ca. 500 sider. Grundbøger udleveres og de elektroniske artikler lægges på mitCOK.

Litteratur til hver undervisningsgang vil fremgå af lektionsplanen, som fremsendes ved endelig tilmelding til modulet.

Særlige forhold

For at blive optaget skal du minimum have en kort videregående uddannelse samt to års erhvervserfaring. Husk at uploade dokumentation for, at du kan optages.

Eksamensform

Skriftlig opgave og mundtlig eksamen.

ECTS
5.00

Vil du vide mere?

Spørg en COK'er