COVID 19
Sådan afholder COK kurser, uddannelser og konferencer
Se retningslinjer og forholdsregler her

Fem faldgruber for sociale investeringer – og hvorfor de alligevel er interessante

Overvejer din kommune at give sig i kast med sociale investeringer? Eller er du blot nysgerrig på, hvad en social investering er? Så deltag på COK og KLK's gratis webinar den 3. november kl. 10-11.30.

Indhold

Sociale investeringer er investeringer, der sigter mod at styrke det enkelte menneskes færdigheder og muligheder for at være en del af samfundet. Investeringer i virksomme indsatser betyder også, at de udsatte grupper senere får mindre behov for støtte, og det kan på lang sigt lette trykket på de offentlige budgetter. Sociale investeringer beskrives derfor ofte som win-win-situationer, der både kommer udsatte borgere og kommunens langsigtede økonomi til gode. Samtidig kan sociale investeringer potentielt bidrage til at udvikle den offentlige sektor i forhold til at fremme innovation og spredning af virksomme metoder.

Forskningen viser imidlertid også, at sociale investeringer er komplekse, at det er en udfordrende dagsorden at arbejde med for mange kommuner, og at gevinsterne ikke er en selvfølge. På dette webinar gennemgår ph.d.-stipendiat Karsten Storgaard Bjerre fem eksempler på faldgruber for sociale investeringer baseret på såvel egne erfaringer som den nyeste forskning på området. Samtidig giver han nogle konkrete bud på, hvordan I som kommune undgår de værste risici, når I arbejder med sociale investeringer.

I løbet af webinaret vil Karsten Storgaard Bjerre bl.a. argumentere for, at den sociale investeringsdagsorden rummer styrker og muligheder, der gør den værd at arbejde videre med på trods af faldgruberne. De potentielle gevinster er nemlig store, og der er også ulemper ved at lade være. Endelig kan en række af faldgruberne forebygges gennem det rette fokus under planlægning og implementering.

Undervisere/ Oplægsholdere

Karsten Storgaard Bjerre har solid erfaring med sociale investeringer. Siden 2018 har han arbejdet på et erhvervs-ph.d.-projekt om sociale investeringer på børneområdet i danske kommuner bl.a. i partnerskab med 12 kommuner. Forud for dette har han arbejdet med økonomi og effekter på de offentlige velfærdsområder som konsulent, embedsmand og offentlig leder gennem 15 år fordelt på Rambøll Management Consulting og Københavns Kommune. I Københavns Kommune har han bidraget til at udvikle og implementere et større antal investeringsforslag, og under ph.d.-projektet har han studeret en række investeringsforslag fra Danmark, Sverige, Finland og UK.

Målgruppe

Webinaret henvender sig til alle, der er nysgerrige på at vide mere om sociale investeringer, hvad enten du allerede har beskæftiget dig med temaet før eller du er helt ny i feltet.

Gem som favorit

Vil du vide mere?

Spørg en COK'er