Et fælles sprog om tilsynsøkonomi

Et generelt behov for at klæde konsulenterne bedre på til at varetage den økonomiske del af tilsynsopgaven fik Socialtilsyn Hovedstaden til – sammen med COK – at skræddersy en række interne læringsdage om "økonomiens væsen" og de særlige begreber og faglige udtryk, der knytter sig hertil.  

Socialtilsyn Hovedstaden har siden etableringen den 1. januar 2014 arbejdet med en dialogbaseret tilgang til tilsynsøkonomi for at kunne sikre, at økonomien er gennemsigtig og bæredygtig i det enkelte tilbud.

Med dette udgangspunkt gennemførte COK i september 2015 sammen med Socialtilsyn Hovedstaden en række interne læringsdage for deres tilsynskonsulenter. Læringsdagene skulle styrke de fælles kompetencer i den økonomiske tilsynsopgave samt klæde konsulenterne på til bedre at varetage den økonomiske del af tilsynsopgaven og håndtere de nye budgetskemaer.

Deltagernes praksis satte dagsordenen

Læringsdagene tog udgangspunkt i tilsynskonsulenternes daglige udfordringer med den økonomiske del af tilsynsopgaven. Deltagerne blev indledningsvis bedt om at svare på tre centrale spørgsmål, som så dannede grundlag for den videre programlægning. 

Kombineret med deltagernes daglige udfordringer, havde læringsdagene fokus på de begreber, redskaber og budgetskemaer, som anvendes i forbindelse med gennemførelsen af de løbende driftsmæssige tilsyn og godkendelsen af tilbud. 

Samtidig blev der givet en introduktion og værktøjskasse til håndtering af de nye budgetskemaer, som træder i kraft i efteråret 2015. 

Undervisning med fokus på deltagerinvolvering og cases

COK lægger vægt på læring i praksis. Det tror vi på, har den bedste effekt. Læringsdagene blev derfor gennemført med en høj deltagerinvolvering og en vekselvirkning mellem teori, øvelser og cases. På den måde lærte tilsynskonsulenterne at anvende værktøjerne og løse udfordringer i deres dagligdag. 

En stor del af undervisningen blev foretaget af revisor Kim Jacobsen, som har mangeårig ekspertise inden for tilsynsområdet. Kim Jacobsen indgår også i Socialstyrelsens udviklingsgruppe, hvor han bl.a. har ansvar for oplægget til de nye budgetskemaer. 

Tilsynets egne økonomikonsulenter var også på banen i undervisningen for at belyse deres praksis i Socialtilsyn Hovedstaden - herunder deres interne forretningsgang, rollefordeling, og økonomitemaet i kvalitetsmodellen.  På den måde biddrog de til en fælles forståelse og på sigt et fælles sprog om tilsynsøkonomi i Socialtilsyn Hovedstaden. 

Ønsker I at høre mere om forløbet og mulighederne for at hente et lignende forløb hjem til egen kommune? Kontakt os for en dialog.

Fakta: Forløbet i Socialtilsyn Hovedstaden

Med læringsdagene ønskede Socialtilsyn Hovedstaden at opkvalificere deres tilsynskonsulenter og klæde dem på til den økonomiske tilsynsopgave. 

Målgruppen for læringsdagene var 36 tilsynskonsulenter fordelt på tre sektioner: 
Børn og Unge sektionen, Voksen Handicap sektionen og Voksen Psykiatri sektionen. For at deltagerne kunne tale ind i den samme kontekst samt erfaringsudveksle blev læringsdagene delt op, så sektionerne havde hver deres læringsdag.

Størstedelen af undervisningen stod revisor Kim Jacobsen for. Kim Jacobsen sidder selv i Socialstyrelsens udviklingsgruppe inden for tilsynsøkonomi og har lavet udkastet til de nye budgetskemaer.