
Ledelse er på dagsordenen i den offentlige sektor. Strukturreformens betydning for kommunernes størrelse og opgaver samt kvalitetsreformens fokus på god ledelse betyder, at kompetenceudvikling af ledere er et centralt omdrejnings-punkt.
Derfor er offentlig ledelse et af vores væsentlige pejlemærker. COK har mange spændende uddannelsestilbud på vej, der alle henvender sig til centrale og decentrale ledere i den offentlige sektor. Eksempelvis Den Offentlige Lederuddannelse.
Institut for Kommunal ledelse er etableret ud fra ideen om, at fremtidens kommunale lederskab skal grundlægges med en indsigt og et udsyn, der rækker ud over landets grænser og bygger bro mellem de kommunale ledere, universiteternes forskning og det private erhvervsliv.
Med Institut for Kommunal ledelse ønsker vi at invitere alle ledere indenfor i et innovativt fællesskab, der byder på handlingsorienteret dialog, læring og rådgivning - kort sat en fælles kommunal platform for lederudvikling.
Forum for Offentlig Topledelse udviklede i 2007 en model i forbindelse med debatten om offentlige toplederes kompetencer. Modellen præsenterer den offentlige topleders forudsætninger og opgaver.
Institut for Kommunal Ledelse ser også lederkompetencer i et handlingsfokuseret perspektiv og har føjet to dimensioner til modellen: Indsigt - i egen person, organisation og opgaver. Udsyn - til kolleger i andre kommuner, private virksomheder og andre lande.