Frivillighed 2017 – Meningsfulde fællesskaber

Socialstyrelsen, Center for Frivilligt Socialt Arbejde og COK inviterer igen i år til en national frivillighedskonference. Konferencen afholdes denne gang d. 6. september i Odense. Ligesom de foregående år er konferencen målrettet de grene af den kommunale og regionale sektor, der i stigende omfang ser og arbejder med frivillighed som et af elementerne i en fortsat udvikling af velfærdssamfundet.

Overskriften for årets konference er ”Meningsfulde fællesskaber”. Frivillighed skal ikke kun ses i et funktionelt lys, hvor frivillige bidrager til en konkret, veldefineret opgaveløsning. Samarbejdet med civilsamfundet og frivillige handler også om at skabe eller styrke fællesskaber for udsatte. Fællesskaberne er et meget vigtigt element i at skabe forandring og social inklusion. Det, der giver energi og lyst til frivilligt engagement er mening; mening skaber simpelthen engagement. Og fremtrædende mening på det sociale område er skabelsen af rum for nye fællesskaber, social innovation og nye muligheder for deltagelse.

Men hvordan skabes dette rum? Hvem gør det? Gør man det sammen, på tværs af kommune, region, civilsamfund og borgere? Hvordan fastholdes den sociale værdi, og hvornår ved man egentlig, om noget er et fællesskab? Hvilke farer og barrierer er der for det frivillige engagement, og for den værdi det repræsenterer i sig selv? Det er blot nogle af de spørgsmål, konferencen vil arbejde med.

På årets konference møder du blandt andre:

  • Linda Lundgaard Andersen, professor på RUC
  • Johannes Andersen, lektor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet
  • Vibe Klarup, formand for Frivilligrådet.

Vicedirektør i Socialstyrelsen, Lise Stidsen, og centerchef for Center for Frivilligt Socialt Arbejde, Laura Auken, åbner konferencen.

De seneste to år har konferencen været fuldtegnet. Så tilmeld dig allerede nu, hvis du vil være sikker på en plads >>
 

Vi glæder os til at se dig!

logoer

 

Konferencen finder sted den 6. September på Odeon i Odense og koster 1.900 kr. ekskl. moms.