CO-CREATOR

Den offentlige sektor er i disse år under stigende pres. Færre ressourcer, mere komplekse udfordringer og større krav til opgaveløsningen fordrer, at kommuner og regioner konstant udvikler nye løsninger og metoder til at løfte fremtidens velfærd. Af samme grund står innovation og samskabelse højt på den offentlige dagsorden.

I spillet CO-CREATOR får deltagerne mulighed får at prøve kræfter med samarbejdsdrevet innovation. Gennem en case med inspiration fra et virkeligt projekt skal deltagerne lede et offentligt-privat samarbejde og få mange forskellige agendaer og aktører til at spille sammen og trække i samme retning. Undervejs vil spillet måle deltagernes evne til at skabe innovative løsninger, gennemføre dem i praksis og skabe innovationskultur. 

Spilbaseret læring om offentlig innovation

CO-CREATOR simulerer et samarbejdsdrevet innovationsprojekt, hvor deltagerne på egen krop erfarer, hvad det vil sige at arbejde med samskabelse og offentlig innovation. Deltagerne spiller sammen mod spillet og kan være fire til seks personer pr. spil. I større forsamlinger konkurrerer grupperne mod hinanden. Gennem spillet vil deltagerne få:

  • Overblik over ledelsesrummet i samarbejdsdrevet innovation
  • Mulighed for risikofrit at prøve sig selv af og nå til egne erkendelser
  • En kollektiv læringsproces med afsæt i deltagernes fælles erfaringer
  • En fælles oplevelse og referenceramme.  

Målgruppe og anvendelsesmuligheder

CO-CREATOR kan være et læringsredskab for projektledere, forandringsagenter og andre, der skal arbejde med samskabelse og samarbejdsdrevet innovation. Spillet varer to timer og kan bruges til undervisning i f.eks. innovation, borgerinvolvering og projektledelse, til temaarrangementer og seminarer og som procesværktøj i forbindelse med konkrete projekter – eksempelvis når en ny projektgruppe skal lære hinanden at kende og få en fælles forståelse og et fælles sprog om offentlig innovation samt træffe beslutninger om tilrettelæggelsen af projektet.

Spillet er udviklet i et samarbejde mellem forskningsprojektet CLIPS og spilvirksomheden Game Tools og formidler CLIPS´ forskningsresultater til praktikere på en let tilgængelig og handlingsrettet måde.

Vil du vide mere?